Sådan får du glade medarbejdere

Sådan får du glade medarbejdere

Medarbejdere, der er glade og engagerede, lyder som et drømmescenarium for enhver leder. Men hvordan får du det til at være sådan på din arbejdsplads? Det behøver faktisk slet ikke være så svært. Du kan nå langt med selv små indsatser.

Få her vores fem gode råd til, hvordan du får glade og motiverede medarbejdere. God læselyst!

Påskøn dine medarbejderes indsats

Vores første råd til dig som leder er, at du aldrig må undervurdere, hvor meget anerkendelse betyder for dine medarbejdere. Vis dem, at du påskønner dem ved at give dem en firmagave til jul eller ved at honorere dem, når de har jubilæum i virksomheden. Det giver dine medarbejdere en følelse af, at du påskønner dem.

Anerkendelse er mange ting. Det er også at huske at give dine medarbejdere et klap på skulderen i hverdagen. Sig det højt, når en opgave er blevet løst med succes, eller hvis det har været en stor hjælp for dig, at din kollega hjalp dig med at printe dine papirer. Skab en kultur, hvor I anerkender hinandens indsats – det booster ikke bare humøret, men også motivationen til at give en ekstra hånd med.

Inviter til sociale arrangementer

Det sociale har rigtig stor betydning på en arbejdsplads. Det er nemlig meget nemmere at arbejde sammen i det daglige, hvis I også har andet end det faglige aspekt til fælles. Ved at arrangere fredagsbar eller en fælles ugentlig løbetur efter fyraften kommer I til at lære hinanden bedre at kende. Brug også julen som en oplagt anledning til en årlig julefrokost, eller sommerferien som anledning til en tilbagevendende sommerfest.

Udnyt også gerne de daglige frokostpauser. Læg op til, at medarbejderne spiser sammen klokken tolv i den fælles frokoststue. Mødes folk her og spiser sammen, vil de dagligt small-talke om stort og småt og udveksle fagligt som privat snak. Og det gør det meget mere naturligt, når de senere på dagen sidder over for hinanden i mødelokalet.

Skab gode fysiske rammer

For at dine medarbejdere trives og arbejder effektivt, må du sørge for, at de fysiske rammer spiller. Det gælder alt fra indeklima til rengøring og kontorredskaber. Der skal ikke være for koldt eller for varmt, og det duer heller ikke, hvis der er en dårlig lugt på kontoret. Faciliteterne skal være rene, og de redskaber, som medarbejderne bruger i det daglige, skal være tilgængelige.

Det nytter ikke, at der er nogen, der får ondt i ryggen af at sidde på en dårlig kontorstol eller får musearm, fordi der mangler en mus. Tjek jævnligt op på, at alt er, som det skal være, eller udnævn en af dine medarbejdere til at være ansvarlig for indkøb af kontorartikler og kontakt til pedel eller andre håndværkere.

Husk at evaluere med den enkelte

Evaluering eller årlige MUS-samtaler er en måde at fornemme, hvordan den enkelte medarbejder har det med sit arbejde. Er der worklife-balance? Er der stress på vej? Er der spændende opgaver at tage fat på? Er der nok udvikling i opgaverne? Tag dig tid til at føre samtaler med hver enkelt medarbejder på tomandshånd – så kan du bedre veje stemningen og afstemme forventningerne.

Giv frihed under ansvar

Driver du en virksomhed, hvor det er muligt at tilbyde dine medarbejdere fleksible arbejdstider og hjemmearbejdsdage? Giver det mening i forhold til din forretning, kan det være guld værd for den enkelte ansatte. Har du medarbejdere, der har børn derhjemme, eller ansatte, der har lang transporttid til og fra arbejde hver dag, vil det gøre underværker for dem, hvis de kan arbejde hjemmefra engang imellem, eller selv bestemme, hvornår de vil møde ind om morgenen.

Mantraet frihed under ansvar er en afgørende faktor, som du med fordel kan praktisere over for dine ansatte i det daglige. Det kan meget nemt være kernen til at få medarbejdere, der er glade for sit arbejde, og som gerne yder lidt ekstra, når der er behov for det. Giver du dem, giver de også dig tilbage.

God arbejdslyst med at skabe glæde og engagement blandt dine medarbejdere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *